Det engelske sprog er det germanske sprog der tales af flest mennesker. Man regner med at omkring 400 millioner mennesker har det som modersmål. Flertallet af disse mennesker bor i Storbritannien (55 millioner) og dets tidligere kolonier og besiddelser: USA (over 240 millioner), Canada (21 millioner), Australien (27 millioner), New Zealand (3,8 million), Den irske Republik (3,7 millioner) og Sydafrika (1,8 millioner) plus på forskellige øer i f.eks. Det caribiske Hav. Derudover har mange millioner mennesker engelsk som andetsprog , ikke blot i Europa men i hele det tidligere britiske Imperium og endda også uden for det: i det sydlige Asien (f.eks. i Indien, Pakistan, Sri Lanka, Bangladesh og Nepal) i mange lande i Mellemøsten (især i Israel, Ægypten, Jordan, Kuwait, Libanon, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater), i Afrika syd for Sahara (f.eks. i Nigeria, Ghana, Kenya, Tanzania, Zambia og Zimbabwe, i Østasien (især i Hong Kong, Singapore og Burma/Myanmar og i Stillehavsområdet (Malaysia, Brunei, Filippinerne og på mange Stillehavsøer).
Engelsk er utrolig vigtigt som internationalt sprog. Det bruges mere i internationale sammenhænge end noget andet sprog og det bliver derved nutidens lingua franca. Det bruges og forstås i et vist omfang af mere end en milliard mennesker, og det virker som om det er en tendens der får mere og mere fart.
Engelsk adskiller sig fra de andre germanske sprog ved at en overraskende stor del af dets ordforråd ikke er af germansk oprindelse. Engelsk har i stedet hentet ord fra hele verden, dog sådan at de fleste er af latinsk oprindelse (ofte lånt via fransk — en blandt mange konsekvenser af den normanniske erobring af England i det 11. århundrede). Det store ordforråd man finder i engelsk er imidlertid ikke årsagen til den succes sproget har haft på verdensplan (snarere tvært imod). Årsagerne skal snarere søges i historiske og politiske forhold, som bl.a. etableringen af et verdensomspændende britisk imperium i det 17. og 18. århundrede, og herunder koloniseringen af Nordamerika og USA’s efterfølgende massive geografiske ekspansion i det 19. århundrede og økonomiske ekspansion i det 20. århundrede.
Resultatet af denne udvikling er at der et to stater man hovedsageligt forbinder med det engelske sprog: Storbritannien (primært England) og USA. Disse landes eksisterende sproglige normer - som er ikke officielle normer og regler da ingen af landene har sprogakademier a la det man finder f.eks. i Frankrig - bliver sædvanligvis brugt som normer for brugere uden for disse lande. Dette viser sig f.eks. ved at sprogelever i de sydlige dele af Asien kan foretrække britisk-engelsk udtale (så dropper de /r/ i slutningen af ord der staves med r til sidst) og de anvender britiske stavekonventioner (colour, centre), mens sprogelever i Østasien kan foretrække amerikansk-engelsk (så udtaler de f.eks. /r/ hvor det er med i et ords stavning) og foretrækker amerikansk stavemåde (color, center). Hvis man accepterer at der er tale om to forskellige sæt normer og regler, så er valget i virkeligheden et spørgsmål om smag da de to regelsæt er meget ens.
I virkeligheden er der alligevel langt flere varianter af engelsk end to. Engelsktalende lande er i stigende grad villige til at fastholde deres egen sproglige identitet i stedet for at forsøge at leve op til hvad der teknisk set er et fremmed sæt normer og regler. Dette fremgår bl.a. af at man i lande som Irland og Australien udgiver autoriserede opslagsværker som ordbøger og af f.eks. blomstrende, tydeligt anderledes indisk og nigeriansk litteratur.
Spørgsmålet om en sprognorm kan være kompliceret. I lande som Jamaica er standard britisk-engelsk stadig den norm, der er knyttet mest prestige til, selvom de fleste mennesker taler et engelsk-baseret kreolsprog, som ligger langt fra den britisk-engelsk norm og "Jamaican Creole" betragtes af dem der selv taler det faktisk som en slags andenrangsengelsk. Resultatet af denne sociolingvistisk betingede situation er, at befolkningen taler en række former for engelsk — fra modersmålskreolsproget til standard britisk-engelsk — afhængig af deres økonomiske situation, hvad de har mest lyst til og hvor godt de kender målsproget. I andre lande som f.eks. Papua New Guinea opfatter man et engelskbaseret kreolsprog som et selvstændigt sprog (Tok Pisin), selvom hovedparten af ordforrådet — ligesom i kreolsproget på Jamaica — består af genkendelige engelske ord.
Endnu en ting der gør det vanskeligt er, at selv den sprognorm som opfattes som henholdsvis britisk og amerikansk standardsprog ikke nødvendigvis praktiseres af briter og amerikanere. Sprognormen er en prestigeform som primært er karakteriseret ved at den anvendes på en selvbevidst måde af over- og middelklassen og man finder den typisk i det skrevne sprog. Den egentlige sprogbrug — især det talte sprog — varierer meget inden for og uden for Storbritannien og USA, og former som "Scots" i Skotland og "African American English Vernacular" (afro- amerikaneres engelske dialekt), som tales i amerikanske storbyer, kan være fuldstændig uforståelige for udefra kommende som ikke kender den variant af sproget.
Det er imidlertid ikke noget nyt. Der har været dialektal variation i engelsk så længe som der har været et engelsk sprog — længere faktisk. Forskerne inddeler oldengelske tekster (som er skrevet fra det 9. til 12. århundrede) i fire hoveddialekter, hvor forskellene mellem dialekterne er opstået som følge af den måde de første germanske indvandrere slog sig ned på. De — Anglerne, Jyderne og Saxerne - kom til de britiske øer i det 5. århundrede fra mindst tre forskellige områder langs med Nordeuropas kyster. Nogle træk i nutidens britiske dialekter kan føres direkte tilbage til disse tidlige dialektale inddelinger og træk fra amerikanske og andre "kolonidialekter" passer direkte sammen med de britiske dialekter. "Scots" har i særdeleshed rødder der fører helt tilbage til nogle af de tidligste engelske tekster.
I nogle situationer kan man også finde også finde udefra kommende indflydelse på regionale dialekter. F.eks. har mange af de træk som adskiller irsk-engelsk fra britisk-engelsk, rod i irsk, som er det gæliske sprog som blev talt af det irske folk, før briterne kom til Irland og forskellige træk i de dialekter som tales i Minnesota og Wisconsin i det nordlige USA kan føres direkte tilbage til dele af det sprog som blev talt af de norske og svenske nybyggere, som kom til området i det 19. århundrede. I Californien er der områder hvor engelsk på det seneste er blevet tydeligt påvirket af mexicansk-spansk på grund af det store antal mexicanske indvandrere i disse områder.
Ikke desto mindre så har al den variation ringe indflydelse på det skrevne sprog og i dette kursus vil vi — som de fleste undervisere gør — benytte os af den praktiske antagelse at der findes ét engelsk sprog og ignorere regional variation på nær enkelte kommentarer til forskellene mellem "standard" britisk-engelsk og "standard" amerikansk-engelsk.