Dansk

Dansk er det officielle sprog i Danmark, Grønland og Færøerne. Både Grønland og Færøerne har også deres egne sprog, som de fleste indbyggere taler, men dansk anvendes i officielle sammenhænge og der undervises i det i skolerne. Ca. 5,3 millioner mennesker taler dansk i Danmark, Grønland og på Færøerne og der er ca. 20.000 der har dansk som modersmål syd for den dansk-tyske grænse. Eksistensen af dansk i Tyskland går tilbage til tiden før 1864 hvor området tilhørte Danmark og det danske mindretal syd for grænsen er meget interesseret i at bevare deres danske sprog gennem kulturelle aktiviteter, et dansk politisk parti og danske skoler. I islandske skoler er dansk det første fremmedsprog der undervises i. Det har til formål at sikre kommunikationen med de skandinaviske lande.

Man kan ikke påstå at dansk er et af verdens smukkeste sprog. Faktisk synes mange udlændinge at det lyder ret sjovt, og det giver sproget en vis underholdningsværdi. Udlændinge betegner dansk som en monoton dræven og mange siger at danskerne taler som om de har en varm kartoffel i munden. Men selvfølgelig synes danskerne selv at deres sprog er både kønt og charmerende selv om de godt er klar over at dansk kan være særdeles vanskeligt at lære for andre. På grund af dette synes mange danskere at det er sjovt at teste udlændinge med sætningen "Rødgrød med fløde", fordi de ved at udlændinge er ude af stand til at udtale det. Så hvis du kommer til Danmark, kan du føle dig sikker på at blive udsat for denne test. Dansk karakteriseres som et meget fladt sprog, og man har undertiden påstået at mennesker fra flade lande taler fladt. Når det drejer sig om Danmark og dansk så kan det meget vel være sandt for det højeste punkt i Danmark er bare 176 meter højt.

Det danske skriftsprog er karakteriseret ved en meget præcis norm som fastlægges af Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen, men talesproget kan variere temmelig meget. På trods af at Danmark er et lille land har dansk en del dialekter. Standardsproget betegner man Rigsdansk og det er opstået omkring København, hvor det oprindelig var overklassens sprog. Næsten hver ø har sin egen dialekt, som godt kan være vanskelig at forstå for danskere fra andre dele af landet, men størstedelen af befolkningen taler dog enten standarddansk eller en eller socialt betinget variation af det.

Det danske ordforråd er ikke meget stort, men til gengæld er det i princippet ubegrænset fordi nye ord kan dannes frit ved ordsammensætninger eller afledninger fra allerede eksisterende ord, for eksempel et ord som ’langtidsplanlægge’, som er sat sammen af tre allerede eksisterende ord, nemlig ’lang’, ’tid’ og ’planlægge’. Allerede eksisterende ord bruges simpelthen til at danne nye ord med og resultatet af dette er at de største danske ordbøger indeholder over 200.000 ord. Når man tilføjer at dansk er et sprog som frit optager låneord fra andre sprog, så er mulighederne for at udvide det danske ordforråd meget store.

Det danske sprogs historie

Dansk er et indo-europæisk sprog og det tilhører den nordgermanske gruppe sammen med islandsk, færøsk, norsk (bokmål) og svensk. Historisk set er dansk en dialekt i et fællesskandinavisk sprog som man kender fra 200 f.Kr. Ikke førend omkring 1200 e.Kr. blev det tydeligt at der var tale om adskilte sprog og mange lån i engelsk fra Vikingetidsperioden som law ’lov’, window ’vindue’ , loose ’løs’ og die ’dø’ er af skandinavisk oprindelse snarere end dansk. I århundredernes løb har dansk optaget tusindvis af ord fra fremmede sprog, i Middelalderen især fra lavtysk, for eksempel ord som rigtig fra det tyske ord ’richtig’. Fra det 17. århundrede og fremefter er det i særdeleshed franske låneord man finder, for eksempel ord som genre og hotel og især i det 20. århundrede har mange engelske ord fundet vej til det danske sprog.

Historiske forandringer i sproget er især sket som følge af udefra kommende påvirkning som de kristne missionærer i Vikingetiden, handelsforbindelser med de hanseatiske købmænd, indvandring af nordtyske håndværkere og adelsfamilier i Middelalderen, Reformationen i det 16. århundrede, lovgivere, læger og militærfolk som indvandrede til Danmark i det 17. og 18. århundrede og efter den tid en bred kulturel kontakt med nutidens internationale prestigesprog. Det var først tysk og fransk og fra slutningen af det 19. århundrede fortrinsvis engelsk. Det kulturelle miljø i hele Vesteuropa har konstant optaget nye ord fra latin og græsk, og dansk er heller ikke her nogen undtagelse; tænk bare på et ord som duet, som stammer fra latin ’duo’ (to). Dansk, svensk og norsk har som følge af at landene har været underlagt stort set de samme eksterne faktorer gennemgået en parallel udvikling, og det betyder at dansk, norsk og svensk er indbyrdes forståelige selv i dag.

I slutningen af det 20. århundrede har Danmark modtaget mange indvandrere fra verdens kriseområder og langsomt er også disse indvandreres sprog kommet til at påvirke dansk, men i modsætning til den store indflydelse som tidligere tiders lovgivere, læger og litterater havde i det 17., 18. og 19. århundrede så virker det som nutidens indvandreres sprog kun i begrænset omfang påvirker dansk, også selv om vi finder ord som kebab og couscous.

Nutidens dansk siger man almindeligvis er det sprog som de danske landsdækkende public service Tv-kanaler Danmarks Radio og TV2 og de landsdækkende aviser benytter, og det er også den form for dansk der undervises i i skolerne. Der er imidlertid mange regionale og sociale dialekter i Danmark, men disse dialekter er primært karakteriseret ved udtaleforskelle snarere end i forskelle i ordforråd og syntaks.

Forskelle mellem dansk og de andre skandinaviske sprog

Som det vil være mange udlændinge bekendt så er forskellene mellem dansk, norsk og svensk ikke særligt store. Sprogene er i vidt omfang indbyrdes forståelige. Danske, evenskere og nordmænd kan tale sammen - hver på sit modersmål — også selv om sprogene lyder forskellige for udlændinge. Men faktisk har dansk gennemgået flere forandringer end de øvrige skandinaviske sprog. Dansk er nemlig — og bliver stadig — i højere grad end svensk og norsk påvirket at internationale låneord og derfor bliver stavereglerne i dansk ændret temmelig ofte.

I almindelighed har mennesker som har et af de tre skandinaviske sprog som modersmål næsten ingen vanskeligheder med at forstå de andre sprogs skriftsprog. Især ligner skrevet norsk og skrevet dansk hinanden meget og nogle sætninger kan være helt identiske.

Selv om sprogene ligner hinanden meget lægger landenes befolkninger ofte vægt på forskellene. Et nyt eksempel på de konstante forandringer i dansk er den påvirkning som åbningen af broen mellem Malmö og København i juli 2000. Ikke blot har de lokale radiostationer søsat fælles radioprogrammer, hvor der tales både dansk og svensk i de samme programmer, men også selve navnet på broen er blevet en blanding af dansk og svensk: Øresundsbron, med dansk ’ø’ men svensk bøjning af substantivet i bestemt form. Fremtiden vil vise om denne udvikling kommet til at påvirke sprogene, men det er formentlig rimeligt at antage at de to sprog vil nærme sig på forskellige måder i Øresundsregionen.

Dansk skriftsprog

Dansk skrives med latinske bogstaver. Den største forskel mellem det engelske/amerikanske alfabet og det danske er, at dansk har tre ekstra bogstaver — "æ", "ø" og "å" — så der er 29 bogstaver i alt. Det norske og svenske bogstav "å" kom til i 1948. Bogstaverne "æ", "ø" og "å" er de sidste i alfabetet og de er alle tre vokaler. Udtalen kan godt være forvirrende, men en god måde at huske hvordan de lyder er ved at sammenligne med de engelske ord egg når det drejer sig om "æ", first når det drejer sig om "ø" og lord når "å" skal udtales.

"Å" kom ind i dansk i 1948 med henblik på at det skulle erstatte "aa". Men "aa" findes stadig i dansk også selv om det er nøjagtig det samme som "å", så lad være med at lede efter Aabenraa i begyndelsen af en ordbog, for så leder du forgæves! Men hvad er så forskellen mellem "å" og "aa" og hvorfor kan bynavne som Aalborg og Århus staves på begge måder? I dag er det kun et spørgsmål og konvention, Aalborg by insisterer på at anvende "aa", sågar på vejskilte, mens Århus by insisterer på "Å".

Den korrekte anvendelse af henholdsvis "å" og "aa" fremgår af Retskrivningsordbogen: Bogstavet "å" erstattede "aa" I 1948 som symbol for lyden å, men det er stadig muligt at anvende det både i danske personnavne og stednavne. Ud over at kende bogstaverne "æ", "ø" og "å" er det vigtigste man bør vide om det danske alfabet at bogstaverne "c", "q", "w", "x" og "z" kun anvendes i låneord som f.eks. "check", "zoo" og "weekend" og at bogstaverne "v" og "w" bruges som om de er helt ens.